fbpx

Islands Brygge

Islands Brygge rummede i tidernes morgen Københavns havneindustri, men er nu en urban favorit blandt københavnerne.

Området har været igennem en sand opblomstring og udvikling i de seneste år. Havnebadet, de mange lejligheder langs havnen og gangbroen på tværs af havnen er nogle af de ting, som har bragt liv til området. På Islands Brygge er der et væld af friluftsaktiviteter, og området bliver ofte brugt til diverse events, udstillinger og små markeder. Gå en tur, svøm en tur i det populære havnebad eller gør som de lokale og nyd din mad som en picnic på græsset.

Et kulturhus på bølgelængde med byen

Med ca. 350 kulturarrangementer om året, fordelt på teater, koncerter, dans, fællesmiddag, comedy og alt det midt i mellem, er der oplevelser for enhver smag i Kulturhuset Islands Brygge.

Det kan være en kop kaffe i caféen, hvor du kan drømme dig væk med byens bedste udsigt over vandet. Det kan være med en kold fadøl i hånden til en koncert i Salen eller en brat opvågning med et fingerknips efter et storartet hypnoseshow, hvor du står tilbage med en vag erindring om, at du var en fugl for lidt siden.

Havnebadet Islands Brygge er et friluftsbad midt i København.

Havnebadet tiltrækker børnefamilier, motionssvømmere og strandløver fra hele byen. På plænen foran badeanlægget er der god plads til at folde tæppet ud og slappe af, holde picnic og spille bold. På varme dage bader københavnerne her med fri udsigt til byens tårne og livet i havnen.Vandet bliver løbende kontrolleret af Miljøkontrollen, der sikrer vandkvaliteten, når badet har åbent. Der er fem bassiner i alt, og to af dem er til børn. Det mindste er 30 cm dybt i den lave ende. Udspringstårnet er på en, tre og fem meter.

Del mit blogindlæg på: